Kontakt

Interview Hospice Søholm

Interview med hospicechef Dorthe Kjær Iversen og souschef Jytte Husted fra Hospice Søholm.

Jytte Husted

– Artikel af Mette Rosendal Strandbygaard, Chefkonsulent hos Etikos

Interviewet fandt sted lige efter endt proces for de fleste medarbejdere på Hospice Søholm.  Medarbejderne har deltaget på to halve dage, hvor der har været en kombination af undervisning og træning i at anvende den praktiske etik til at håndtere dilemmaer fra egen praksis. Hospice Søholms kerneopgave er: I samarbejde skaber vi de bedst mulige rammer for patientens sidste tid.

Mette: Hvad er jeres umiddelbare tanker på baggrund af forløbet?

Jytte: Det har været enormt godt at få et fælles sprog omkring alt det her. Vi er blevet bedre til at få øje på at dilemmaer ikke kun kan ses ud fra et omsorgsperspektiv/nærhedsetikken, men at det også er etisk at se på, hvad har det af konsekvenser for helheden og hvad er det egentligt vi er her for?

Altså vi bliver måske bedre til at nuancere dilemmaerne – og så bliver det nemmere at bære beslutningerne når vi træffer valg i de svære dilemmaer. Vi har fået en fælles tilgang til at kvalificere vores beslutninger. Så det bliver mindre tungt for os at være i beslutningerne – det er det her vi gør.

Dorthe: Forløbet har åbnet op for en bevidsthed  om,  at mødet med det sårbare menneske ikke er enkelt. Og at det kan belyses og vinkles på et fagligt og nuanceret niveau gennem etikken. Vi har selvfølgelig også tænkt etik før det her forløb – og måske vil den handling vi vil udføre i det konkrete dilemma være den samme som før vi har undersøgt det via den her strukturerede tilgang – men nu vil den være på et bevidst grundlag. Ikke blot vores individuelle fornemmelser – men nu måske i højere grad bevidst. Og så har vi også et bedre fundament til næste gang, vi står i en lignende situation.

Mette: Ja – det tavse er blevet italtesat. Valgene og fravalgende kan nu undersøges og italesættes via fælles sprog omkring den praktiske etik. Tilgangen I har lært er også god til at fremme kommunikationen med hinanden. Til at fremme samarbejdet både internt og eksternt. Nu er det blevet bevidst og at I har fået et fælles sprog for det, og det styrker fagligheden at kunne italesætte det tavse, at kunne kommunikere tydeligere omkring valg og fravalg i mødet med det svære og dilemmafyldte. Hvad tænker I tilgangen betyder for jeres samarbejder?

Jytte: Dilemmaerne er der stadig væk. Men vi har fået nye måder at håndtere dem på, som er  mere kvalificerede. Det giver os mere ro på – vi kan bedre kommunikere og bedre vide, at det vi gør det er godt nok. Og det er det bedste i netop den her situation.
Jeg tror, vi har fået blik for, at vi nogle gange har tendens til at være rigeligt i nærhedsetikken, og at den kan blive for omklamrende. Fx at vi kan have svært ved ikke at hjælpe et menneske, når vedkommende ikke ønsker det – og vi med vores faglighed kan se, at vi kunne lindre, hvis vi fik lov. Vi skal lade dem få lov til at være herre i eget hus – de har stadig deres selvbestemmelsesret og har stadig medansvar. Det tror jeg, er blevet tydeligere og det havde vi brug for.

Dorthe: Jeg oplever at, vi har fået mere blik for at nogle dilemmaer ikke bare kan løses – de skal bæres.
Og den her proces skubber os i retning af at bevæge os fra at være bevidste i mødet med etiske dilemmaer og udfordrende relationer – til at være bevidst kompetente. Altså ikke blot bevidste ( nu ved vi det) men bevidst kompetente ( nu ved vi det og vi handler derudfra)
Processen har nogle gang provokeret ens egne personlige overbevisninger og den har tvunget os til at forholde os til vores egne normer. På en god måde.

Mette: Ja – vi har fået talt om forskellen på den private etik, professionsetikken og så jeres fælles organisationsetik.

Jytte: Det har været godt at bruge etikken til at få øje på vores blinde pletter. Jeg husker en situation, hvor en patient siger til mig: ”Puuhh hvor er det dejligt, at hun ikke er her så tit i dag” om en af vores velmenende medarbejdere. Her havde vi en blind plet.
Når vi har arbejdet med de etiske principper er det blevet tydeligere, hvad er der egentligt på spil her? Vi har fået en tilgang til at undersøge, hvor vi tolker samme situation forskelligt – det er god måde at lade alle blive hørt. Og så handle bagefter med afsæt i det vi skal fælles. Via principperne bliver patientens perspektiv tydelige – og det bliver tydeligere hvornår vi handler ud fra hvad patienten oplever som den bedste sidste tid – og hvornår vi har en tendens til at fokusere på vores egen faglige viden eller vores normer.

Dorthe: Du er også blevet ved med at vende tilbage til kerneopgaven. Og det har været godt – den her tilgang har skubbet til bevægelsen fra det mere fag-faglige til det mere patientcentrerede. Det bliver en mere cirkulær proces.

Jytte: Det kan være med til at styrke arbejdsglæden. Det kan gøre, at det bliver knap så tungt at være i det her. Hjælpe til at erkende at der er noget, der er svært. Vi kan se på dilemmaerne sammen  og træffe de bedste beslutninger – så den enkelte ikke står alene med det. Vi står sammen.

Mette: Hvad kunne det her særligt med fokus på Corona dilemmaerne?

Dorthe:  Det har været godt for os. At vi fik tid til at undersøge dem sammen. Corona-dilemmaerne handlede meget om, at vi bliver begrænsede i vores nærhedsetik og vi som ledelse har presset medarbejderne, patienterne og de pårørende via pligtetikken og at vi alle skulle løfte os op i konsekvensetikken.

Jytte: Ja, forløbet her var godt for os, og det var også godt, at vi valgte at holde møder en gang om ugen i den her særlige tid. Det kan være svært at se det meningsfulde i at en pårørende ikke må sige farvel til en patient. Og det er svært, at vi ikke har måttet bruge kroppen til at give tilbagemeldinger til patienter og pårørende. Både det her forløb og vores stop op møder har været vigtige.

Dorthe: I alle tre grupper valgte de blot at have et enkelt Corona-dilemma oppe. Ved at kikke på et af dilemmaerne grundigt, så fik vi et helhedsblik på situationen. Og jeg tror også mange har siddet og arbejdet med deres egne dilemmaer sideløbende. Når vi kun bliver i eget etiske perspektiv i en situation – så sender vi regning uden vært. Vi skal komme hele vejen rundt og vi er nødt til også at løfte os op. I den her tilgang har vi både været i det, der er svært og vi har været tvunget til at skulle forholde os. Løfte os i det. Det har været godt.

Mette: Hvordan har medarbejderne taget imod det?

Jytte: Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Nogle har lagt vægt på at det har været godt at bliver udfordret intellektuelt. Mange har sagt, at det har været fedt at være fælles om noget og at det kan bruges på tværs af fag – at det er en god måde at undersøge noget sammen på. Det er også super anvendeligt – at vi kan bruge det struktureret og skematisk er godt for os. Det kvalificerer vores faglige drøftelser.

Dorthe: Forløbet har skabt en lyst til at lære mere, vide mere og at vi skal få det implementeret i hverdagen. Nu er vi lige begyndt – vi har sået et frø– og det vil vi arbejde videre med i 2020 og 2021.

Mette:  Hvad vil det give?

Dorthe: Etikken skal være en integreret del af vores fælles horisont – en praktisk måde at møde patienten på. Det fælles sprog skal integreres yderligere og skabe handlinger – et fælles sprog, en fælles forståelsesramme og vi kan også løfte os i mødet med patienterne. Patientperspektivet og selvbestemmelsesretten er så centralt og det er blevet endnu tydeligere.

Jytte: Vi tager jo udgangspunkt i patienterne og i de pårørendes ønsker, behov og værdier– men er det nu også det, vi altid gør i praksis? Når deres valg går imod vores faglige og personlige overbevisninger? Her vil vi blive endnu skarpere. Det har givet spændende selvrefleksioner omkring – hvornår oplever jeg, at jeg gør det godt? Hvornår oplever vi, at vi gør det godt? Er det når vi leverer ”hele pakken” og hvad er hele pakken hos de forskellige patienter? Hvad er det for en selvforståelse omkring etik vi har hos os og i hospiceverdenen? Det tror jeg, er blevet udfordret i det her forløb.

Det bliver måske lettere at rumme de etiske dilemmaer og at hvile i at de er her. Nu har vi tilgangen til at reflektere og handle på et bevidst grundlag. Når vi træffer valg – så vide, at vi gør det godt. Vi gør det bedste, vi kan.

Dorthe: Og vi kan anvende den her tilgang meget bredere end til dilemmahåndtering. Når der skal foretages organisatoriske beslutninger – så kan vi bruge etikken til at komme godt omkring de forskellige hensyn, så vi kan træffe gode valg. Vi kan forklare vores beslutninger bedre ved at komme hele vejen rundt og kommunikere herigennem. Det kan bidrage til et mere udviklende narrativ.

Jytte: Jeg tænker også at vi kan anvende det her i vores fælles afrunding når vi har afsluttet et komplekst forløb. I dag er vi nok rigeligt i nærhedsetikken med spørgsmål så som; hvad har det her gjort ved dig? Hvad var svært? Hvad lykkedes? Næste gang kan vi bruge hele det etiske landskab til kvalificering, så det bliver legitimt også at spørge til det pligtetiske og det konsekvensetiske og dermed komme hele vejen rundt.

Dorthe: Ja, god ide – vi skal arbejde videre med at undersøge: Fik jeg lyttet? Og hvordan blev det afspejlet i vores handlinger?