Interview Heidi Møller-Lund - Et rum til samvær og nærvær - Etikos
Kontakt

Interview Heidi Møller-Lund

Interview Heidi Møller-Lund, leder på Tangkær (HS)

EKSISTENSGRUPPEN – ET RUM TIL SAMVÆR OG NÆRVÆR

Den stilhed, der nærer…

Leder af Bomiljøet Tangkær (HS), Heidi Møller-Lund, har taget et særligt initiativ. Det har Etikos æren af at være med i.

På Tangkær (HS) bor mennesker, der lider af Huntingtons Sygdom; HS er en degenererende sygdom i nervesystemet. Sygdommen er arvelig og uhelbredelig; den medfører både fysiske, psykiske, kognitive og sociale vanskeligheder. Sygdommen er nådesløs.

Heidi Møller-Lund har igangsat et tilbud til beboerne. Eksistensgruppen er navnet; det er et ’rum’ for eksistentielle samtaler. Her har beboerne mulighed for at mødes, dele deres tanker om livet og døden; sætte ord på det, de er optaget af – det, som bryder dem eller nærer dem: Vigtige minder, sorg, savn, glæde, følelsen af mening eller meningsløshed; frygten for at miste – sit sprog, sin værdighed, sig selv.

Som Heidi udtrykker det: ”Her kan tankerne få lov til at flyve; måske lander de igen; det er ikke til at vide. Vi er ikke på vej et bestemt sted hen”. Vi ér med det, der ér.

Eksistenssamtalerne ledes af Etikos-konsulenten; vi mødes ca. en gang om måneden, og det foregår i en af beboernes lejligheder; vi sidder tæt; og det er netop noget af det særlige ved gruppen. Samværet. Nærheden. Kontakten. Vi indleder med et digt af Søren Ulrik Thomsen.

 

Hvad fik dig til at igangsætte det her initiativ?

Betydningen af det sociale samvær

Da jeg startede som leder på Tangkær (HS), var der ikke så meget socialt samvær – ikke så mange relationer – mellem beboerne. Og noget af det, vi er blevet mere og mere opmærksomme på, det er, at det er rigtig vigtigt, vi arbejder med opbygning af relationer fra starten, når folk flytter ind, for mange, som lider af HS, mister på et tidspunkt det verbale sprog, og så er det ikke længere muligt at opbygge relationer til hinanden.

Jeg havde en fornemmelse af, at nogen gik rundt med noget, som ikke blev italesat; at der var noget, vi var nødt til at få talt om. Jeg tænkte: ”Vi må turde noget mer’…”

På Tangkær er vi eksperter i HS; det er en medarbejdergruppe med en meget stærk faglighed og høj specialisering. Høje faglige ambitioner og et særligt engagement. OG der var noget, der manglede. Der var brug for at skabe et rum for den tavse viden. Et rum, hvor beboerne kunne dele det, de gik rundt med selv.

Min erfaring er, at hos mennesker, der lider af HS, er der en stor tavshed, på en måde nedarvet gennem slægterne. Det er jo en arvelig sygdom; den sidder i slægten. Som en skæbne. Med meget voldsomme konsekvenser for den enkelte og for familiens liv.

At leve med HS kræver derfor en enorm tolerance over for sig selv – og over for andre. Den ændrer ens liv på en så omvæltende måde, som er umulig for os andre at forstå. Man skal tænke på, de mennesker, der bor på Tangkær, har levet helt ’almindelige’ liv. Når de flytter ind, er sygdommen måske kun i den indledende fase; hos andre, der har boet her længere, er funktionsnedsættelserne ofte meget fremskredne; frygten for at blive lige så ramt som ens medbeboere. Den frygt vil også ofte ligger der tavst.

I starten lagde jeg også mærke til, at nogle af beboerne gik med tanker om selvmord. En talte om at tage til Schweiz. Det var dét, der endegyldigt aktiverede det her initiativ.

Og så ventede jeg på, at der dukkede én op, der kunne lede samtalerne.

 

Hvad ser du, er værdien af eksistenssamtalerne?

Glæden ved at dele

Jeg vil fremhæve det med tavsheden; tavsheden fylder stadig; OG nu på en anden måde; der er en fælles forståelse af, hvad tavsheden betyder. Hvad der gemmer sig bag den. Der er opstået en særlig samhørighed; en særlig tillidsfuldhed; ja, jeg vil kalde det kærlighed. Glæden ved at være sammen og lytte til hinandens oplevelser. Glæden ved at dele hinandens glæder – når én er blevet farmor; en anden har været ude at give en koncert, eller en tredje har været oppe at flyve i helikopter. Og glæden på hinandens vegne kan ses – og mærkes: Beboerne sidder meget tæt til eksistenssamtalerne. De rykker sammen. Den fysiske kontakt udtrykker en tillid. Et fællesskab.

Den der særlige energi af omsorg og respekt, der er i rummet: En af beboerne har meget lidt verbalt sprog tilbage; overvejende ja og nej. Det kan tage lang tid for ham at udtrykke sit ja eller nej; han får den tid, det tager; ingen taler ind over eller formulerer det på hans vegne. Stor respekt for den enkeltes stemme. Og den enkeltes integritet. Lysten til at høre hinanden. Det er noget af det, som eksistensgruppen har været med til at kalde frem.

OG det kan være de vigtige – og svære – spørgsmål, der trænger sig på: En beboer spørger en af de andre: ”Overvejer du stadig at tage dit eget liv?” Det er omsorgen for hinanden og modet til at turde spørge, være ærlig. Lederen af samtalerne skal kunne ’holde’ det rum, dvs. ha’ dybden og bredden til at kunne være med det, der ér. Det er afgørende.

Igen skal man huske, at i starten var beboerne mere i deres egne lejligheder; de talte ikke med hinanden om de her ting. Det kræver et mod at åbne op. Det synes jeg, er stort at opleve. Og så er det stort at opleve, at det, de deler, også vidner om, hvor meget livet bliver LEVET her på Tangkær. Det bobler jo med aktiviteter.

 

Hvilken værdi har det her initiativ for dig som leder?

En gave at deltage

For mig er det en gave at deltage; at kunne give andre mennesker muligheden for at være sammen på den her måde. Det giver mig en ro; en oplevelse af, at det er, som det skal være. Det her er rigtigt, og det er vigtigt. Vi er der, hvor vi skal være.

Det har været helt afgørende for mig, at det skal være et rum på beboernes præmisser. Det er ikke vores – lederens eller personalets – rum; vi er med for at gøre det muligt; nogen skal have hjælp til noget praktisk eller til at udtrykke sig – sprogligt.

Det er vigtigt for mig, at jeg ikke vil noget bestemt med det rum; det er et flydende rum; det er dér, den fine energi ligger. Måske skal vi lytte til et stykke musik, måske skal vi se et billede; måske sidder vi længe i stille eftertænksomhed. En af beboerne skriver sange; hun har fornyligt skrevet en sang – om engle. Vi får lov at lytte, og vi deler de billeder, som sangen har kaldt frem hos hver af os. Der indfinder sig en meget særlig – bevæget – stemning i rummet. Det gør indtryk. Det, der ér, er det, der ér.

 

Er der noget, der særligt har gjort indtryk på dig i eksistensgruppen?

Så meget livsmod

Den specielle stilhed, der fortæller så mange slægtshistorier og vidner om alle de personlige tanker, som man ikke kan forstå dybden af. Det har jeg så stor respekt for. Slægter følger slægters gang. Der er en loyalitet over for slægten.

Og noget af det, vi kan i eksistensgruppen, det er at lade slægtshistorierne og de personlige tanker få et liv i et fælles samvær. Det løfter; det gør det virkelig.

Den særlige stemning gør indtryk på mig; der er så meget livsmod – og så megen smerte på én og samme tid; vi griner også meget sammen i eksistensgruppen; den kærlige – og nogle gange meget sorte – humor over for hinanden og over for sig selv. Der bliver taget gas – på hinanden og på livet.

Og så gør det indtryk, hvordan det her skæbnefællesskab, som livet på Tangkær jo er, består af så vidt forskellige mennesker, og at hver enkelt bliver set – virkelig set. Der er også nogen, som ikke ønsker det tætte samvær; som er mere en lonely rider. Det er der stor respekt for. Der er plads.

Endeligt vil jeg fremhæve stemningen af eftertænksomhed. Det var faktisk en af beboerne, der formulerede det så præcist: ”Man kan se det, når folk har været i eksistensgruppen; der er sådan en særlig stemning af eftertænksomhed…” JA, det er der.