Kontakt

Interview med Dorte Påskesen, centerleder for Skovlyset og Skiftesporet  – under Handicap og Psykiatri forvaltningen, Herning Kommune

Læs med her hvor Dorte Påskesen, leder af Skovlyset og Skiftesporet i Herning Kommunes psykiatri fortæller, hvordan etik spiller en central rolle i hendes ledelse. Både i ledelsesgrundlaget, kulturudvikling, fusionsproces og samarbejder.

God fornøjelse.

Hvordan tænker du etik ind i din ledelse og i organisationen?

Vi har lige været i en sammenlægningsproces, og har i den forbindelse taget fat i vores fælles menneskesyn igen. Det skal være tydeligt, hvilket menneskesyn det kræver, når vi vil understøtte en god recovery-proces. At vi ansatte tror på, at mennesker der for en stund har mistet deres navigationsevne og har brug for hjælp – de kan komme sig og bliver selvstændige igen. I det arbejde lægger der etik – vores menneskesyn dvs. vores blik på borgerne har indvirkning på vores adfærd i samarbejdet med dem. Vores kommunikation til og med borgerne og vores tilgang til samarbejdet med borgerne og deres netværk.

 

Vores menneskesyn skal også afspejle at vi tror på og forventer , at borgerne selv bidrager aktivt i deres recovery-proces, med det de kan på det pågældende tidspunkt. At vi fokuserer på at selv om man er ramt af psykisk sygdom, så har alle mennesker også ressourcer, der kan anvendes aktivt ind  i samarbejdsprocessen med at få det bedre og udvikle færdigheder.

 

Etik i ledelsesrummet, arbejdsgrundlag og i skabelsen af én fælles kultur i en fusionproces//

Etikken er også med mig og os i ledelsesrummet i vores arbejdsgrundlag i handicap og psykiatri. Vi arbejder med en model med ”3 ben”, der hedder: Faglighed, Økonomi og Menneske.

Alle tre ben skal helst være i god spænd med hinanden, når vi kikker på indsatserne til vores målgrupper. Vi skal forholde os til alle tre dele, når vi prioriterer vores indsatser – der er også etik i de prioriteringer og overvejelser.

Fx: Hvis vi anvender en bestemt faglig indsats, som den konkrete borger godt kan fungere med og udvikle sig i, men som ikke er økonomisk ansvarlig indenfor de rammer vi har – så duer det ikke, fordi vi så har færre økonomiske mindler indenfor rammen til de øvrige borger i vores tilbud.

Eller hvis vi både har en faglig velfunderet indsats, der er økonomisk ansvarlig  – men som ikke giver værdi, mening og effekt for mennesket, så duer det heller ikke.

Et andet eksempel kan være, at vi i højere grad skal forsøge at lade borgerne bo i deres egne boliger – tæt på deres familier og tæt på det samfund, de kender. Frem for at tænke, de har bedst af at vi placerer dem i botilbud.

Her spiller vores menneskesyn ind – at vi tror på, at de kan komme sig – og det samtidige blik på menneske, faglighed og økonomi. Hvis vi kan løfte en opgave med massiv støtte og indsats i fx § 85, så er det etisk set bedre på alle parametre.

Et tredje eksempel er, at vi skal indrette vores botilbud til at kunne håndtre mennesker, der ikke ligner dem, vi har nu. Vi skal ikke sende mennesker ud af kommunen – væk fra deres familier og hverdag – med udvikle vores botilbud, så vi kan levere den faglige støtte, der er brug for i kommunen. Det er også en måde både at tage vare på mennesket, fagligheden og økonomien på.

 

Når du taler om sondringen mellem Menneske, Faglighed og Økonomi – så hører jeg rigtigt meget Menneske(Nærhedsetik), Faglighed(Pligtetik) og Økonomi(Konsekvensetik) ind i det. Og at du beskriver, hvordan du og I tænker ind i den balance?

Lige nøjagtigt. Det tænker jeg jo også. Vi skal have blik for alle tre ben eller etikker. Det er noget at det jeg også forsøger at tænke ind i det fælles nye center. I en fusionsproces med to kulturer.

Jeg har forsøgt at anvise den fælleshed vi kan få i det nye center ved at tage udgangspunkt at vi har et fælles arbejdsgrundlag med fokus på Menneske, Faglighed og Økonomi.

I projekt ”styrmand i eget liv”, har vi fokus på at understøtte aktørperspektivet i større omfang i forhold til at understøtte en god recovery rejse for den enkelte borger.

Herning kommune er valgt ud sammen med 3 andre kommuner til at indgå i partnerskab med Socialstyrelsen omkring strategisk omlægning af Socialpsykiatrien. Projekt styrmand i eget liv arbejder ind i 4 recoveryveje, arbejdet skal være med til at styrke tilgangen til at arbejde med recovery og rehabilitering i alle dele af Socialpsykiatrien.

 

Hvad fik dig til at vælge den tilgang?

Gennem styrmandsprojektet videreudvikler vi på vores tilgange i mødet med målgrupperne. For år tilbage tilrettelagde vi også indsatsen igennem en tre fase model, så vi understøttede borgerns selvstændighed. Men vi kan lære nyt, hvor vi kan gøre det endnu bedre.

 

Tilgangen nu består af en tre fase model, der indeholder:

  1. En opstartsfase, hvor dialogen med borgeren er vigtig for at finde den rigtige indsats, der gør at borgeren udvikler færdigheder eller erhverver viden, så de opstillede mål for recoveryprocessen opnås. Dialogen i opstartsfasen er med til at definere den faglige indsats og hvordan fagpersonen kan understøtte de individuelle recovery processer.
  2. Handlefase, hvor fagperson og borger arbejder med de mål der er opstillet for indsatsen – det konkrete arbejde med at nå mål. Altså selve indsatsen, hvor borgeren skal have styrket sine ressourcer og evner til at være aktør i eget liv.
  3. Og så en afslutningsfase, hvor man arbejder med at fastholde og overføre det, som man har lært og er kommet i mål med i eget levede liv uden for socialpsykiatrien. Her inddrages civilsamfundet.

 

Vi arbejder med at finde nye måder at understøtte borgerne i at være deltagende i fællesskaber i civilsamfundet. Mange af de borger der kommer hos os ønsker på sigt at deltage i det ”almindelige samfund”. Derfor har vi fået større fokus på de muligheder der findes i civilsamfundet. Fx det kan være en stikkeklub på biblioteket, hvor en borger kan være i tvivl om, de også hører til der.

Så i indsatsen prøver vi at arbejde med identitetsdannelse og hvordan man er borger i et samfund og at man selvfølgelig har muligheder og rettigheder som alle andre. Og at mulighederne rent faktisk skal være der.

I de 3 faser er der stor fokus på den organisatorisk forankring og tværfaglig koordinering:

Et fokus der handler om vores samarbejder internt i Socialpsykiatrien og på tværs udadtil i samarbejdet med regionen og andre aktører omkring den enkelte borger.

Jeg mener, vi er lykkedes med at få implementeret 3 fase modellen i begge spor i Socialpsykiatrien, men der bliver stadig arbejdet med, hvordan vi kan udvikle endnu mere og blive endnu bedre.

 

Etik, mindset og samarbejder//

Så det er både at arbejde med mindset og menneskesyn hos medarbejderne internt og på tværs, hos civilsamfundsaktørerne og hos borgerne med psykiske udfordringer? Og hvilke samabejdskonstellationer der understøtter udviklingen bedst?

Ja, lige præcist.

Det er ikke bare os, der skal se på borgere med psykisk sygdom som mere og andet end sygdom. At vi skal se dem som aktører og bidragende selvom de også har udfordringer. Det skal de også selv styrkes i. Ligesom vi skal have de rette tilbud der understøtter borgernes recovery, men også skubbe på dem, når vi kan se en udvikling der går i stå, eller en indsats der ikke virker efter hensigten. Nogle skal motiveres til at modtage tilbud der er nye eller anderledes, mange har svært ved forandringer, men vi kan hjælpe dem i at få mod til at prøve nyt og gå nye vej.

 

Altså sammensætte jeres tilbud, så der er en anden fleksibilitet og motivere borgere til at prøve nyt?

Ja og det tænker jeg er rigtigt vigtigt at arbejde med fleksibilitet, smidighed og en bæredygtig indsats i tilbudsviftent. Det er ligeledes vigtig at få den rigtige faglighed ind i opgaveløsningen som kan varetage de behov, der er. At vi sammen med borgerne har mål vi arbejder på at nå – at tage mennesket alvorligt – at vi ser, hører og forstår det mennesket har med sig og kan se mennesket bagom sygdommen.

I den her proces, vi har været igennem – har nogle borgere sagt: man kan også være så dårlig, at man ikke kan svare på det på det tidspunkt vi mødes i opstarten. Det er også rigtigt, men de fleste mennesker, kan godt være med til at sige, er det ok det jeg er i nu eller?

 

Tanken med fleksibilitet handler vel også om, at man så kan få lov til at give sig mere til kende som borger når man igen magter det? Hvis en borger eks. er i stærkt misbrug og samtidigt er paranoid skitzofren og i psykose – så kaldes der vel på: Tag vare på mig for en stund – jeg kan ikke selv?

Ja nemlig. Det er jo lidt den nærhedsetiske tænkning – man kan godt være et sted i sit liv, hvor man er så sårbar og hvor man har brug for at andre skal tage over. Her skal vi også stå klar med et tilbud.

Men det skal også være sådan, at når man så er i en god udviklingsfase, så ændrer vi på indsatsen for at de kan blive ved med at udvikle sig og fastholde den gode udvikling.

 

Det lyder til at hænge rigtigt meget sammen med det, vi har samarbejdet omkring. Mht. Paradigmeskiftet  – altså det ændrede syn på borgeren, opgaven, den professionelles rolle mv?

Sidst vi samarbejdede handlede det om at understøtte kulturudviklingen ind i det nye paradigme. Fx fokuserede vi særligt på de ansattes mindset i den her forbindelse, de ansattes menneskesyn mv. De ansattes bekymringer omkring, hvorvidt det blev for sårbart for borgerne, når selvansvaret og de tidsbegrænsede indsatser kom i fokus. Det lyder som om, det er den vej I også nu betræder og at I udvider arbejdet med at ændre mindset til flere aktører? Og udvikler orgniseringen så den understøtter udviklingen endnu bedre?

Ja, ja – lige nøjagtigt. Og da vi sidst samarbejdede handlede det også om at skabe udvikling i mindsets i samarbejdskulturerne på tværs. Du hjalp med i samarbejdet mellem vores ansatte og visitationen. I vores arbejde med at gå fra individuel støtte til mere gruppebaseret støtte.

Du deltog jo i udviklingen af de gruppebaserede forløb i § 85. Her har vi rigtigt meget tænkt etik ind i hele formen og hele rammesætningen omkring den gruppebaserede støtte.  Her er menneskesynet også tydeligt – blandt andet ved at man som borger selv er involveret i at lave sin egen mestrings-strategiplan.

 

Ja. Det er spændende. Du var tydelig omkring, at det er den her kulturudvikling du vil. Og vi anvendte etikken som tilgang til at undersøge holdninger hos medarbejdere og borgerne og til at flytte organisationen og medarbejderne hen mod den retning, I ønskede.

I turde tale om, at der både vil være fordele og ulemper ved organisationsforandringer. I turde gå til det med åbne øjne og få medarbejdernes holdninger frem – hvad er fordele? Hvad er ulemper? Det var en meget ærlig og respektfuld tilgang til organisationsudvikling I valgte. Vejen var tydelig – og alle blev inviteret ind til refleksioner om, hvor ser I dilemmaerne. Ikke sandt?

 Ja lige nøjagtigt. Og det er også den etiske tilgang og metode, der er med til at man får de her forskellige muligheder for at arbejde på den her måde. Med at se på dilemmaerne.

Jeg har oplevet, at når vi har samarbejdet, så er der ingen der går derfra og tænker det her har vi ikke kunnet tale om. Og selvom der har været nogle svære ting, som vi har skulle snakke om – så har der ikke været den store modstand på det.

Og det tror jeg handler om, at man også tør give plads til det der kan være svært. At give plads til at medarbejderne kan dele tankerne om – fx har jeg nu de rigtige kompetencer til det nye? Og så få snakket om, hvad er det for nogle kompetencer, der skal til. Turde at være i dialog om det.

Jeg er lige fyldt 60 år. Og i den forbindelse havde Kirsten Bundgaard sat gang i at man kunne lave kort til mig og der var der nogle af kort herfra Skovlyset. Specielt fra nogle af medarbejderne i den gruppebaserede støtte, der skrev, at det simpelthen havde været fantastisk at arbejde med den her udviklingsproces med den gruppebaserede støtte. Og hvor var det fedt at du kunne se det behov Dorte. Det gjorde mig glad. For tænk, hvis jeg ikke havde sagt – vi skal her hen. For det tror jeg på, er det rigtige. Det kræver jo at lederen tør sige: Jeg kan godt se, at vi har fat i noget der også fungerer – men i fremtiden skal vi noget andet. For jeg tror på, at den her vej kan endnu mere.

 

Lige nu handler det om, at der skal flere over i gruppetilbuddene. Vi vil bruge PEERS mere ind i vores samarbejder med borgerne – og hvad kræver det så af os? Det har også nogle ulemper og nogle fordele – der er også dilemmaer. Og hvis vi gerne vil udvikle nogle af de nye veje, så skal vi både have ledelsesunderstøtning og det skal være tydelig i organisationen, at det er det, vi vil.

 

Ja. Og hvor er det fedt Dorte, at du har fået sådan feedback i fødselsdagshilsenerne.

Ja – det blev jeg også glad for. For det er ellers ikke sådan noget, man lige får at vide.

Og det med at have forskellige holdinger til borgerne og forståelser af opgaven er noget af det, der stadig kan udfordre i andre samarbejdsrelationer. Fx når vi samarbejder med regionen og behandlingspsykiatrien, så kan de have nogle andre tilgange. De arbejder med rehabilitering på anderledes måder, end vi gør. Her er plads til forbedringer.

Jeg vil gerne arbejde på at vi kommer ind i en samarbejdsrelation, hvor vi ser den fælles opgave, får en fælles plan, og giver plads til hinandens forskellige indsatser. Hvor vi ikke konkurrerer med hinanden. Jeg tror ikke, der er godt for borgeren. At det er godt for mennesket, når der uenighed mellem os professionelle på tværs.

 

Hvordan styrker i det samarbejde?

Vi har et udviklingsprojekt sammen med Regionen , der skal prøve at arbejde med forskellige elementer i samarbejdsrelationerne. Et af de elementer der undersøges er blandt andet det med overgangen fra sygehuset til eget hjem. Her vil  livsverdenens perspektivet blive centralt.

Der er flere elementer og årsager i spil når en borger bliver indlagt. Sygehuset oplever der også er andre faktorer end den psykiske sygdom, der medvirker til en indlæggelse. Det kan være at borgeren fx har brugt alle sine penge, og er ved at blive sat ud af sit hjem – og derfor får borgeren det så skidt, at han bliver indlagt. Hvis de under indlæggelsen kun kigger på behandling af diagnosen og ikke de bagvedliggende årsager, risikerer vi at borgeren bliver genindlagt eller fortsætter med at have det dårligt. Udviklingsprojektet har fokus på at undersøge de bagvedliggende årsager til en indlæggelse, undersøge hvad borgerne selv tror, der kunne være godt i sådan en situation. Netværket har også en betydning  for at forstå en sådan sammenhæng.

I udviklingsprojektet forsøger vi at samskabe en fælles samarbejdsstruktur og måske endda udvikle nogle nye tilbud, hvor vi både lytter til borgerne og til hinanden med hver vores faglige og organisatoriske tilgange og opgaveforståelser.

 

Fordi overgangene udfordrer og at jeres forskellige faglige syn og opgaveforståelser visse gange udfordrer?

Ja og det et er der rigtig meget etik i. Og der er rigtig meget økonomi i. Og vi har forskelige faglige vinkler, som bevirker at vi nogen gange står og bliver hinandens modstandere i stedet for at få skabt det samarbejde, der bedst gavner borgeren. Det vil vi gøre bedre.

Vi er i gang med at blive klogere på – hvordan håndterer vi det bedst muligt, når fagligheder støder sammen. Hvordan kan vi arbejde med det og i endnu højere grad lytte til, hvad borgerne og de pårørende have af input til at de for eksempel ikke bliver indlagt.

 

Vil du fortælle lidt mere om det samarbejde, I har haft med Etikos og hvilken værdi, der har været med til at skabe?

Ja men det har jo været med til at skabe megen værdi. Noget af det første vi arbejdede med,  var dilemmahåndtering. Det med at stå i en dilemmafyldt situation, hvor der kan opstå faglig uenighed – i de situationer var der brug for at finde ud af hvad det er man skal tage vare på som professionel? Og hvor megen plads skal for eksempel nærhedsetikken eller konsekvensetikken have i den her situation?

I det forløb fik vi fået udarbejdet dilemmaredskab – og det har gjort at vi har kunnet håndtere faglige uenigheder på en mere konstruktiv måde. Vi bruger nu tilgangen i vores læringsgrupper og Den Etiske Metode har været med til at danne rammen i forhold til vores læringsgrupper. Vi har udviklet på det undervejs – vi er nu der hvor læringsgrupperne er sammensat af mennesker fra forskelige dele af vores organisation, hvor vi startede først med at vi afholdt læringsgrupperne med kollegaer fra den samme gruppe. Nu er det medarbejdere på tværs der deltager i vores læringsgrupper – og det har gjort at vi får flere perspektiver i spil.

 

Så I bruger etikken til faglig sparring?

Ja og som en måde at tale om uenighederne – så det bliver god faglig sparring.

Noget af det samarbejdet med Etikos har givet os, er en understøttelse af vores fleksibilitet i værdibegrebet og vi har fået bevæget vores menneskesyn og vores forståelse af, hvad er vores opgave? Det har bevæget os i en rigtig god retning.

Vi har fået arbejdet med paradigmeskiftet – at man går fra: At tænke vi skal passe på, vi skal vise omsorg – de skal først have det helt godt borgerne, før de kan begynde at udvikle sig. Til nu at tænke: Borgerne skal også selv gøre en indsats, at skal understøtte at få menneskets ressourcer i spil, at få netværket tænkt ind og arbejde med at understøtte gode udviklingsforløb gennem en mere læringsmæssig tilgang. 

 

Mit sidste spørgsmål: Hvordan tænker du etikken er vigtig i organisationsudvikling generelt på det her felt? Hvad vil du anbefale andre ledere?

I styrmandsprojektet,  arbejder vi med et perspektivkompas. Det er jeg blevet ret glad for. Der er borgernes stemme med, medarbejdernes stemme er med, interesseorganisationers stemme er med ( fx sind), ledelsesstemmerne er med, samarbejdspartnernes stemme er med mv.

Vi kan godt selv komme i tanke om en masse gode ting – og tænke det er den her vej vi skal udvikle. Men vi skal også turde at sætte os lidt ud over egen organisation og tænke, hvis vi nu spørger fx SIND ad, hvad ville de så sige der var vigtigt at tænke ind eksempelvis i vores kompetencehus?

Hvad tænker de, der skal være i vores recovery-forløb, der skal til at for at det kan fungere endnu bedre? Hvis vi nu spørger vores samarbejdspartnere – det kunne fx være Johnny der er leder på mini-højskolen – hvis vi skal have et større og bedre samarbejde, hvad tænker I så det kan være de gode veje? Perspektivkompasset kan være med til at sikre vi får inddraget og spurgt de forskellige perspektivholdere.

Ved at tænke lidt mere ud af sin egen organisation – det tror jeg, der bliver mere brug for i fremtiden, at man ikke ser sig selv som de eneste med de gode svar.

 

Ja samskabelsestankegangen med inddragelse af mange relevante aktører. Det er der en masse etik i – at lade de forskelliges stemmer, oplevelser mv. blive hørt.

Ja, der er noget af den udvikling vi har gang i – og jeg tror, det er mere af den slags udvikling vi skal blive endnu mere dygtige til fremadrettet. Vi skal turde at involvere andre.

 

Ja og i sådanne samarbejder vil etikken også kunne skabe bedre forståelse af hinandens perspektiver og samarbejde. Fx når I skal præsentere jeres tilgang – altså at jeres kerneopgave og forståelse skal stå på samtidige tre ben: menneske, faglighed og økonomi – og at det vil spille ind på jeres perspektiv. Og høre de andre – hvad spiller særligt ind i deres perspektiv?

Ja helt sikkert.

I Herning Kommune er hele ledelsesgrundlaget bygget op på Den Etiske Metode, og det giver god mening. Vi har en ledelsesforståelse, hvor alle etikkerne skal tænkes med.

I centerledergruppen har vi også fokus på, at vi på den baggrund bedre kan bruge hinanden på tværs af fagligt indhold. Hvis de for eksempel får problemer på autismeområdet, så har jeg en medarbejder jeg kan låne ud til at hjælpe med en bestem opgave,og omvendt kan jeg få hjælp hvis jeg mangler en bestemt viden for at løse en opgave. Vi har forpligtet os til at hjælpe hinanden – det gør en organisation stærk.  Førhen gik vi mere i hver vores verdener og ”passede hver vores biks”. Helt konkret har jeg haft en opgave, hvor jeg har haft centerlederansvar i en autismegruppe fordi der var noget der, som kaldte på psykiatrifaglig viden og en ledelsesunderstøttelse.

 

Ja den måde I har valgt at arbejde med ledelse i Herning kommune – altså med etikken som grundlag for at forstå jeres ledelsesopgave med samtidigt fokus på: menneske, økonomi,  faglighed og samskabelse giver jer jo muligheden for at rent faktisk at kunne bruge hinanden på tværs, fordi I vil stå med nogle af de sammen samtidige forpligtelser og overvejelser – selvom det faglige indhold ikke er det samme.

ja det er jo det. Etikken er vigtig på mange måder.